"Helle er en kunstner, der fortrinsvis arbejder i serier. Hun bliver opslugt af en stemning eller et motiv og maler sig igennem stoffet, til det er færdigbearbejdet. Hvornår det sker, har noget med intuition at gøre. Serien er færdig, når den føles færdig.
Det, der forbinder de forskellige serier, er ikke så meget tematiske ligheder som en gennemgående stemning. En skarp iagttagelsesevne, en udpræget empati og god portion fantasi.
En fællestitel på én af disse serier kan give et fingerpeg. ”Isolophilia” betyder introverthed, og da jeg selv hører til denne kategori af mennesker, kan jeg med det samme afmontere en påstand: at være introvert er ikke ensbetydende med ensomhed og isolation. Det har mere noget at gøre med at hvile i sig selv, at være i balance med sig selv og være en person, der kun kan være i større grupper i en begrænset tid. Man kan måske ikke kalde alle kunstnere for introverte, men evnen til og ønsket om at nyde sit eget selskab, ja ligefrem trives med det, har været et kendetegn for billedkunstnere før som nu.
Et motiv, der går igen i flere af Helles serier, er fugle, nærmere bestemt kragefugle. Vi ser dem i ”Strokes of London”. Krager, råger og ravne spankulerer rundt i metropolissens gader søgende efter føde, mens de observerer de forbipasserende mennesker med deres kloge øjne. Det er næsten, som om Helle identificerer sig med de store sorte fugle, der er vidner til menneskets gøren og laden i stort og småt. Udtryksmæssigt er malerierne med deres grafiske klarhed og på én gang monumentale og dynamiske komposition typiske for den måde, Helle Jensen arbejder på.
I andre serier, hvor det først og fremmest er ravnene, der er i centrum, er Helle mere inde på H.C. Andersens boldgade projicerende menneskelige følelser over på fuglene. I serien med titlen ”Nevermore” efter Edgar Allen Poes uhyggelige fortælling er det ravnene som bebudere af dårlige varsler, som bogstaveligt talt ulykkesfugle, der i centrum.
I en anden serie ser vi ravnene i den græske underverden: spankulerende rundt i de elysiske marker, hvor de godes sjæler ender, i de aspodeliske enge, hvor de almindelige menneskers sjæle havner og i Tartaros, hvor de onde mennesker bliver kastet ned. Interessant nok bruger Helle vendingen ”Dystopian” for Tartatos gørende ondskaben mere universel og desværre yderst aktuel, den øjeblikkelige verdenssituation taget i betragtning. Ravnene bliver her symboler på, hvordan vi mennesker tackler livets små og store hændelser. Man kan være evigt pessimistisk og sortsynet, fuldstændigt hvilende i sig selv som de oplyste hellige i de forskellige religioner og mytologier eller, som de fleste af os, sådan nogenlunde midt i mellem.
I mange af billederne er det disse ganske almindelige mennesker, Helle skildrer. Alle os, der på godt og ondt og med større eller mindre synder går gennem livet. Vi ser os selv, som vi er. Hverken værre eller bedre.
Vi får dog også glimt af mennesker, der mere end de fleste af os andre formår at hvile i sig selv udtrykkende visdom og balance. Ikke på en speciel ”hellig” måde, mere med en indre ro. Visdom som resultatet af et levet liv. Roen og hvilen afspejler sig i kompositionen og farveholdningen i disse malerier, hvor ikke mindst kærligheden spiller rollen som den store forløser.
Det er et meget spændende billedunivers, Helle Jensen præsenterer os for. Store og små hændelser, dårskaber, klogskaber, hverdagsrealisme og universelle betragtninger udspiller sig for øjnene af os. Det er på én gang meget menneskeligt og universelt"
